Forstå den spirituelle betydning af fysiske symptomer
Energi healing,Spiritualitet

Forstå den spirituelle betydning af fysiske symptomer

Hovedpine, rygsmerter, hæshed, forstoppelse, fodproblemer og tusindvis af andre fysiske symptomer, du kan døje med – skal de nødvendigvis altid løses på det fysiske plan, med fysiske tiltag? Eller findes der andre og måske bedre løsninger?

Hvis du døjer med diverse fysiske symptomer, så er denne artikel en invitation til, at se på din krop med nye briller. Den er ikke ment som en erstatning til konventionel tænkning eller behandling, men blot ment som inspiration til, at tage et selvkærligt blik på din krop og hvad den måske prøver at fortælle dig.

Det er klart, at hvis du f.eks. er væltet på din cykel, sidder foran en skærm 12 timer om dagen eller lever af tomme kalorier, så vil det give nogle fysiske symptomer i form af smerter, træthed eller ubehag. Det er dog langt fra altid, at vi umiddelbart kan ‘regne ud’, hvorfor vi døjer med diverse fysiske symptomer. Og hvis vi så ovenikøbet har været igennem en længere proces med professionel hjælp og en sundere livsstil – uden at få løst problemet vel at mærke – kan det være særdeles frustrerende.

Måske årsagen, og dermed løsningen, skal findes et andet sted?

 

Fødder, ankler, lægge, knæ, lår & hofter

Vi starter nedefra og op. Fødder, ankler, lægge, knæ, lår og hofter repræsenterer stabilitet, selvstændighed, selvsikkerhed, fleksibilitet og flow.

Fodsmerter, muskelsvaghed, dårlig balance og andre symptomer, der påvirker din evne til, at ‘stå fast’ og ‘stå oprejst’ kan være tegn på, at du føler dig usikker og ustabil i et eller flere områder af livet. Disse symptomer er således en invitation til, at se på, om der områder, hvor du ikke står ved dig selv eller ikke tager ordentligt vare på dig selv?

Har du haft en selvudslettende og selvdestruktiv adfærd? Har du ladet dig styre af andre menneskers humør og holdninger? Har du konstant været optaget af, at please alle andre? Har du ikke taget ansvar for dig selv og ladet andre (måske partner, familie eller samfund) ‘tage over’ på essentielle områder af dit liv? Har du ‘gemt dig’ for verden, i håb om at undgå kritik?

Knæsmerter, hoftesmerter, stivhed, led der låser sig og andre symptomer der påvirker din evne til, at ‘gå fremad’ kan være tegn på, at du føler dig fastlåst i et eller flere områder af livet. Disse symptomer er således en invitation til, at se på, om der er områder, hvor du har siddet fast meget længe og ikke har bevæget dig videre?

Har du været for ufleksibel i forhold til livets uundgåelige forandringer? Har du hængt fast i nogen eller noget, der ikke længere fungerer for dig? Har du manglet mod til, at tage det næste skridt mod noget, du virkelig gerne vil? Har du ophobet en masse fysisk rod, der tynger dig og holder dig nede? Har du brugt alt din energi på, at gå i den stik modsatte retning af, hvad din intuition fortæller dig?

 

Mave & fordøjelse

Maven og fordøjelsen repræsenterer vores evne til at indtage, fordøje, transformere og give slip.

Forstoppelse, oppustethed, store mængder mavefedt og andre symptomer, der ‘vokser og hober sig op’ kan være tegn på, at du tager meget mere ind, end du formår at fordøje, transformere og give slip på. Disse symptomer er således en invitation til, at se på, om der områder, hvor du hober alt muligt op?

Har du haft for vane, at shoppe for meget og for impulsivt, uden nogensinde at få brugt alle disse ‘nødvendige’ ting? Har du konsumeret tonsvis af bøger, podcasts, kurser og uddannelser, uden at anvende alt den inspiration og viden i praksis? Har du lagt låg på svære følelser som sorg, skuffelse, vrede, jalousi, frygt, skyld og skam? Har du ladet stå til på essentielle områder af livet, så dine udfordringer er vokset dig langt over hovedet? Har du en masse løse ender og halvfærdige projekter?

Diarré, opkast og andre symptomer, der ‘går hurtigt’ kan være tegn på, at du går igennem en livsændrende eller udrensende situation/proces.

Har du oplevet noget helt fantastisk eller noget helt forfærdeligt, hvor dit nervesystem ikke kunne følge med i begejstring eller sorg? Har du haft et stort gennembrud på gamle udfordringer, traumer eller fastlåste følelser? Har du foretaget drastiske livsstilsændringer på kort tid? Har du lige fået dit første barn? Har du skiftet bolig, job eller fået en ny partner?

Diarré kan være en god ting, forstået på den måde, at det kan være et tegn på, at du ‘giver slip’ og ‘renser ud’, i stedet for at ‘holde fast’ og ‘hobe op’. Diarré kan dog også være et tegn på, at du nægter, at ‘tage noget ind’ (acceptere virkeligheden).

 

 

Lænd, ryg & skuldre

Lænd, ryg og skuldre repræsenterer bagage, pligter, byrder, ansvar og støtte.

Lændesmerter, rygsmerter, skuldersmerter og andre symptomer, der påvirker din evne til ‘at bære’ kan være tegn på, at du er bebyrdet med mere, end du kan klare og mangler støtte i livet. Disse symptomer er således en invitation til, at se på, om der områder, hvor du ikke har sluttet fred med fortiden eller hvor du påtager dig for meget, og om du skal være bedre til, at bede om hjælp?

Har du haft en overbevisning om, at du absolut skal være ‘selvstændig’ og klare alting selv? Har du sagt ja til alt og alle gennem lang tid? Har du påtaget dig redder-rollen og følt dig ‘uundværlig’ på arbejdet eller i familien? Har du båret rundt på en tung fortid, som du ikke har sluttet fred med? Har du haft en følelse af, at livet er én lang to-do liste med opgaver og pligter? Har du haft en følelse af, at universet arbejder imod dig?

 

Hals, hoved & 4 sanser

Hals, hoved og fire af dine sanser (smag, duft, hørelse og syn) repræsenterer kommunikation.

Halssmerter, kæbesmerter, hæshed, tandproblemer og andre symptomer, der påvirker din evne til ‘at kommunikere med munden’ kan være tegn på, at du er bange for, at sige din mening og ikke får sagt alt det, du egentlig gerne vil. Disse symptomer er således en invitation til, at se på, om der er områder, hvor du kan blive bedre til, at få dine holdninger og budskaber ud (på en konstruktiv måde, naturligvis)?

Har du længe drømt om, at skrive en bog, lave YouTube videoer eller på anden vis dele et budskab med verden, men ikke gjort noget ved det? Har du brugt meget tid sammen med mennesker, du slet ikke har lyst til, at have i dit liv, men du tør ikke, at ‘slå op’? Har du ofte dialoger inde hovedet, hvor du skælder ud, sviner til, svarer igen, siger fra og kommer med den ‘sidste gode bemærkning’?

Problemer med smagssansen, duftsansen, hørelsen eller synet, der påvirker din evne til ‘at modtage information’ kan være tegn på, at der er noget, du nægter at acceptere. Disse symptomer er således en invitation til, at se på, hvad ‘det’ er, du ikke vil acceptere? Her kan det være interessant, at identificere, hvilken sans (eller sanser) det drejer sig om? Hvad er det f.eks. du ikke vil se eller høre?

Hovedpine, migræne, mental forvirring, føle sig som et hoved på en pind og andre symptomer, der ‘adskiller krop og sind’ kan være tegn på, at du ikke udlever din essens og lytter til dit højere selv. Disse symptomer er således en invitation til, at se på, om der områder, hvor du kan blive bedre til dette?

I hovedet har du dit pandechakra og kronechakra, der blandt andet handler om intuition, klarsyn, bevidsthed, drømme, håb, ønsker, visioner og kreativitet. Det er altså her, du modtager inspiration og information fra dit højere selv og universet. Og hvis du ikke lytter, og ikke lader det frit ‘flyde ned’ i kroppen, hvor det kan blive til reel handling, blokerer du dit eget flow.

 

Husk: du er eksperten

Ovenstående er naturligvis langt fra en fyldestgørende liste over de tusindvis af fysiske symptomer, du kan opleve. Og det er heller ikke en facitliste. Kun du kender din krop og dens fulde historie, og du er den bedste til at mærke, hvad der reelt er på spil. Du kan have komplekse, fysiske symptomer i ryggen, der stammer fra en traumatisk barndom – men det kan også være, du bare sover på en ualmindelig dårlig madras. Hvem ved? Det gør du, hvis du giver dig tid til, at mærke efter.

Du kan måske også lide...