Dette er en gammel, indisk fortælling, som kan give stof til eftertanke:
Engang for længe siden, lidt udenfor en bjerglandsby, boede der en enkemand og hans eneste søn. De var meget fattige og havde kun et lille, slidt landsted og ganske få ejendele. Der var intet arbejde at få, så de måtte klare sig selv, så godt de kunne.
En dag fik manden en idé. Han ville købe en meget billig, utilreden og utilkørt hest, så han kunne træne den og sælge den videre til en meget højere pris. Herefter ville han kunne investere i flere billige heste, træne dem og derefter sælge dem. Osv. Det var den perfekte forretningsidé. Problemet var bare, at han ikke havde råd til, at investere i selv en billig hest.
Efter lidt tænketid besluttede manden sig for, at han ville gå ind i landsbyen, og spørge alle dem han kendte, om han måtte låne lidt penge af dem hver. Han gik fra dør til dør, forklarede dem situationen og hans forretningsidé, og sagde til dem, at de nok skulle få pengene tilbage, så snart han var godt i gang. De fleste havde ondt af ham, og ville gerne låne ham lidt penge, så det endte med, at der var lige præcis nok til, at få købt en billig hest.
Manden fandt en billig hest på det ugentlige marked i landsbyen. Det var en meget urolig hingst, som var utrolig svær at håndtere, men det lykkedes dog, at få den med hjem og lukket ind på en lille, indhegnet græsmark.
Senere samme dag sad manden med sin søn i køkkenet. De spiste grød og hyggede sig, imens de kiggede ud af køkkenvinduet, hvor de kunne se hingsten græsse fredeligt i solnedgangens skær. De talte om, hvor spændende det var, at de nu skulle starte på sådan et forretningseventyr.
Det blev dog et meget kort eventyr. Da de stod op næste morgen, var hingsten pistvæk. Et kæmpe brud på hegnet afslørede, at hingsten sandsynligvis selv var brudt ud og nok var løbet videre op i bjergene, hvor der var masser af græs.
Der gik ikke mange dage, før hele landsbyen vidste, at mandens hest var stukket af. De, der havde lånt ham penge, blev bekymrede: ville de nogensinde få sine penge tilbage? Andre fik virkelig ondt af manden, og flere sagde til ham: “det var da ærgerligt, at din hest stak af!”, hvortil manden svarede:
“Godt eller skidt – hvem ved?”
Manden og sønnen brugte nogle uger på, at lede efter den forsvundne hingst og en dag fandt de den endelig. Den gik og græssede oppe i bjergene sammen med en gruppe af 10 vilde heste.
Manden og sønnen gik forsigtigt op til hingsten, fik lagt et reb omkring dens hals og mod alt forventning gik den stille og roligt med. Og til deres store overraskelse fulgte de andre 10 heste med – helt hjem til huset og ind i indhegningen, som manden naturligvis havde fået repareret. Nu havde de pludselig 11 heste.
Der gik ikke mange dage, før hele landsbyen vidste, at manden havde fået sin hest tilbage + 10 ekstra. Mange kom forbi, lykønskede ham og sagde: “hvor var det bare heldigt!”, hvortil manden svarede:
“Godt eller skidt – hvem ved?”
I løbet af de næste mange uger, gik manden og sønnen i gang med, at få gjort alle hestene tamme. De besluttede sig for, at de ikke kun ville træne heste, men også avle på dem, så de kunne tjene endnu flere penge. De arbejdede begge meget hårdt dagen lang, men de nød det i fulde drag. Da alle hestene var blevet tamme, gik sønnen så småt igang med, at tilride dem.
En dag da sønnen som sædvanligt var igang med tilridningen, kom der en stor rovfugl flyvende meget lavt. Den hest han red på, blev skræmt og satte straks i fuld galop. Sønnen gled af hesten og faldt ned mellem de galoperende hesteben. Det var meget smertefuldt.
Det gik hurtigt op for sønnen, at noget var helt galt. Han kunne ikke rejse sig op og det højre ben sad helt skævt. Han råbte desperat efter sin far, som straks kom løbende og hjalp ham indenfor.
Landsbyens doktor blev tilkaldt, men han var ikke til meget hjælp. Benet var brækket så voldsomt, at der ikke var noget, der kunne fikse det. Sønnen skulle bruge krykker fremover, og leve med at være handicappet og uarbejdsdygtig resten af livet.
Der gik ikke mange dage, før hele landsbyen vidste, at mandens søn var kommet slemt til skade. Mange kom forbi for at vise sin empati og flere sagde: “hvor var det bare en forfærdelig ulykke!”, hvortil manden svarede:
“Godt eller skidt – hvem ved?”
I løbet af de næste mange måneder, fortsatte manden arbejdet med hestene. Sønnen kunne ikke længere hjælpe til, men sønnen fandt dog glæde ved, at følge med i sin fars arbejde med hestene.
En dag kom der pludselig en gruppe soldater gående op til mandens landsted. Kongen af landet havde erklæret krig mod nabolandet, og nu skulle alle unge mænd i hele landet sendes i krig. Da soldaterne så mandens søn, kunne de dog godt se, at han ikke kunne bruges som soldat, så de gik hurtigt videre.
Soldaterne fortsatte fra landsted til landsted og derefter videre til landsbyen. Alle unge mænd blev sendt i krig, undtagen mandens søn. Forældrene til alle de unge mænd var meget bekymrede. De vidste ikke, om de nogensinde ville se deres sønner i live igen.
Der gik ikke mange dage, før hele landsbyen vidste, at mandens søn var den eneste, der ikke var blevet sendt i krig. Mange kom forbi og sagde til manden: “hvor var det bare heldigt, at din søn ikke kunne bruges som soldat!”, hvortil manden svarede:
“Godt eller skidt – hvem ved?”
