Kom godt i gang med mindfulness
Mentalt velvære,Selvudvikling

Kom godt i gang med mindfulness

Hvad er mindfulness? Da der er flere forskellige beskrivelser til, hvad mindfulness egentlig er, vil jeg tage udgangspunkt i mine egne erfaringer med mindfulness, samt dele nogle af de erfaringer – som kursister der har deltaget i min undervisning – har været så søde at give mig lov til at dele med dig.

Nu spørger du måske: ”Jamen Hanne, hvis der findes flere forskellige beskrivelser på, hvad mindfulness er, hvordan kan jeg så vide, om din beskrivelse er den rigtige?” Og ved du hvad, kære dig? Det kan du heller ikke vide. Men jeg vil invitere dig til at være nysgerrig på – og åben for – hvad mindfulness kan være eller blive for dig.

 

Den helt korte version om mindfulness

Helt kort er mindfulness en øvelse i at være til stede i nuet. Det vil sige, at du ikke fortaber dig i fortiden. Ligeledes er du heller ikke bekymret for fremtiden. Du er blot til stede her og nu – og er, med det der er lige nu. I dette øjeblik. Uden at du vil ændre på noget eller ønsker, at noget skal være på en anden måde. Det er som, det er.

 

Mindfulness er en færdighed

Nu tænker du måske, at det er da helt umuligt. Og det er du langt fra ene om at tænke. De fleste af mine kursister har i begyndelsen af min undervisning givet udtryk for den samme frustration, når jeg har indviet dem i ovenstående. Gang på gang har de dog måttet sande, at det er muligt, når først de er blevet lidt mere fortrolige med den færdighed, som mindfulness egentlig er. En færdighed.

Du husker sikkert, hvordan du har tilegnet dig andre af dine færdigheder. Det har du gjort ved at øve dig. Træne, træne og træne. Nogle gange er det lykkedes rigtig godt for dig. Andre gange måske knap så godt.

Men hvis du har villet/skullet lære en færdighed, har du garanteret også erfaret, at det ikke altid har været nemt for dig. Det har krævet blod, sved og tårer. Eller sagt på en anden måde. Det har krævet vedholdenhed og disciplin.

 

Fundamentet

Mindfulness er altså en færdighed som så mange andre. For at lære denne færdighed har du brug for disciplin. Dette er noget af det første mine kursister lærer i min undervisning, da jeg mener, at det er hele fundamentet for mindfulness.

”Dét mener du ikke, Hanne! Vel”? – Dette udråb kom fra en af mine kursister, mens hun så usikkert rundt på de andre deltagere.

Men jo, det mente jeg. Og det mener jeg stadig. Det er lige som, når du bygger et hus. Hvis ikke fundamentet er i orden, er det næsten umuligt at bygge oven på.

”Det er jo fuldstændig gammeldags og forstokket. Disciplin var noget man brugte i gamle dage” fortsatte hun.

Hendes udråb gav dog en god snak i gruppen, om hvilke erfaringer vi hver især havde med netop disciplin. Jeg blev dog ikke overrasket over at høre, at de fleste forbandt disciplin med ordene – kæft, trit og retning. Det gjorde jeg også selv, inden jeg stiftede bekendtskab med mindfulness. Og det blev derfor min indledning til at præsentere deltagerne for netop disciplin i mindfulness.

 

En øvelse i discipliner

Lige så vel som mindfulness er en færdighed, er mindfulness også en øvelse i discipliner. Og du får brug for flere forskellige discipliner, når du skal træne mindfulness. Jeg vil herunder nævne nogle af dem, som jeg finder vigtige:

Vedholdenhed:
Det er en disciplin, hvor du bliver ved, selv om du har lyst til at give op.

Accept:
Det er en disciplin, hvor du accepterer, det/dem som er, uden at ville ændre på noget/nogen.

Tilgivende:
Det er en disciplin, hvor du er tilgivende både over for dig selv og andre.

Tålmodighed:
Det er en disciplin, hvor du er tålmodig både over for dig selv og andre.

Et åbent sind:
Det er en disciplin, hvor du har et åbent sind både over for dig selv/andre og i forhold til nye/anderledes måder at tænke/gøre ting på.

Venlighed:
Det er en disciplin, hvor du er venlig både mod dig selv og andre.

Give slip:
Det er en disciplin, hvor du giver slip på alle tanker og følelser, som prøver at fange din opmærksomhed.

Taknemmelighed:
Det er en disciplin, hvor du er taknemmelig for alt det du har/får og ikke fokuserer på alt det, du ikke har/får.
Ovenstående discipliner er nogle jeg selv har positiv erfaring med at bruge i min mindfulness-undervisning.

 

Syv grundlæggende indstillinger

Ud over disciplinerne findes der nogle grundlæggende indstillinger, som er gode at bruge i din mindfulness-praksis. Jon Kabat-Zinn beskriver i sin bog ’Lev med livets katastrofer’ syv grundlæggende indstillinger, som er centrale for udøvelsen af mindfulness. Disse indstillinger kan være rigtig gode at vende tilbage til, hvis du oplever udfordringer, når du praktiserer mindfulness.

De 7 indstillinger er:
1. At give slip
2. Accept
3. Ikke-dømmende
4. Med nye øjne – Beginners mind
5. Tålmodig
6. Tillidsfuld
7. Ikke-stræbende

Som du sikkert allerede har opdaget, hænger disciplinerne godt sammen med indstillingerne. Derfor bruger jeg også begge dele i min fysiske undervisning.

 

En introduktion til mindfulness

Da jeg i sin tid blev introduceret for mindfulness, havde jeg overhovedet ingen idé om, hvad det var. Eller for den sags skyld, hvad jeg kunne bruge det til. Det har jeg heldigvis i dag og det er jeg dybt taknemmelig for.

En del af mine kursister har – lige som jeg selv ikke havde – heller ingen eller kun lidt erfaring med mindfulness. Mange af dem har en idé om, at de bare skal lytte, trække vejret og lære at slappe af. Det skal de selvfølgelig også. Men det er jo langt fra det eneste, jeg gerne vil lære dem.

På et fysisk kursus møder alle ind med en forventning om, hvad det er de har meldt sig til. Derfor starter jeg altid mine kurser med en forventningsafstemning, hvor vi får talt om, hvad de forventer af mig og hvad jeg forventer af dem.

På den måde lærer vi hinanden lidt at kende. Samtidig inviterer jeg kursisterne til at dele erfaringer og fortælle lidt om, hvilke emner de gerne kunne tænke sig at komme omkring.

Det har været virkelig givende for både mine kursister og jeg, da vi på den måde er kommet omkring rigtig mange emner. Emner, hvor udgangspunktet f.eks. har været stress, smerter, depression, sensitivitet eller forskning. Alt sammen noget som har været med til at gøre undervisningen både anderledes, mere levende og spændende i forhold til mange af de andre mindfulness-kurser, der findes på markedet.

Mindfulness kan nemlig bruges på alle livsområder. Og netop derfor synes jeg, at det er vigtigt med ’En introduktion til mindfulness’.

 

Mindfulness i praksis

Når du skal i gang med at træne mindfulness, vil jeg invitere dig til at bruge både disciplinerne og de grundlæggende indstillinger så meget som muligt. Det vil jeg, fordi jeg erfaringsmæssigt ved, at mange har et travlt liv i forvejen. De kan derfor næsten ikke overskue at sætte tid af til deres mindfulness-træning.

I den forbindelse må jeg desværre oplyse dig om, at din mindfulness-træning er som al anden træning. Hvis du ikke prioriterer tiden til det, får du det sikkert ikke gjort. Og det betyder jo så desværre også i sidste ende, at resultaterne udebliver.

Så tag dig selv alvorligt. Vær tålmodig, vedholdende, accepterende og tilgivende. Du kan godt. Jeg tror på dig. Mange andre har haft det lige som dig. Inklusive mig selv. Når noget er svært, kan du faktisk være så heldig, at du oplever, at du får nogle helt nye indsigter om dig selv. Især hvis du hele tiden er nysgerrig, undersøgende og ikke-dømmende for, hvad der end måtte komme.

Husk blot hele tiden dig selv på, at det er okay. Det må godt være svært, for du har jo allerede lært, at det er ikke umuligt.

 

Hvad kan mindfulness give dig?

Når du har praktiseret mindfulness og været vedholdende hver eneste dag i ca. 8 uger, så har du nok allerede opdaget, hvad mindfulness kan give dig fremadrettet og måske endda allerede har givet dig.

Allerede nu er du måske blevet lidt mindre stresset og lidt mere nærværende. Eller måske prioriterer du din tid anderledes. Du ser måske anderledes på dine relationer og er blevet mere tilgivende. Det kan også være, at du er blevet mere taknemmelig og accepterende for det, du allerede har i dit liv. Det ved kun du.

En ting er sikkert. Noget er der sket. Mindfulness har givet og giver dig hele tiden nye indsigter. Indsigter om andre og om dig selv. Indsigter i selve livet. Derfor inviterer jeg dig også til altid at have et åbent sind og være nysgerrig på, hvad der er kommet og hvad der måtte komme.

 

Mindfulness – en livsstil

Som jeg skriver i titlen, er mindfulness en livsstil. Det er det i hvert fald blevet for mig. Jeg forsøger at tænke disciplinerne og grundindstillingerne ind i alt, hvad jeg foretager mig. Det betyder, at jeg hele tiden får nye indsigter om mig selv og andre.

Det har taget mig flere år at komme hertil. Men det har været det hele værd. Min tilgang til livet er blevet så meget lettere med en mindful indgangsvinkel og jeg oplever en frihed, som jeg aldrig tidligere har haft.

Min oplevelse af tid har også ændret sig. Måske fordi jeg i dag kun sjældent hænger fast i fortiden eller bekymrer mig om fremtiden. Jeg forsøger at være i nuet. For det meste lykkes det også for mig.

Mine måltider foregår også meget mere nærværende end tidligere. Det har givet mig en helt ny oplevelse af den mad, jeg spiser. Nu bruger jeg mine sanser både før, under og efter indtagelse af maden. Et lille gratis tip herfra. Supereffektivt, hvis du gerne vil tabe dig 🙂

 

Lidt inspiration til afslutning

Afslutningsvis har jeg lyst til at give dig lidt inspiration til, hvad nogle af mine kursister bruger mindfulness til:

Stress, smerter, depression, relationsarbejde, vægttab, tidsoptimering, fravalg, tilvalg, større klarhed om det liv man gerne vil leve, bedre søvn, indre ro, styrke, overblik, mere selvtillid, indsigter og personlig udvikling.

Mindfulness kan som tidligere nævnt selvfølgelig også bruges inden for alle andre livsområder. Så hvis du ikke har prøvet at leve med en mindful tilgang til dine livsområder, vil jeg virkelig invitere dig til at prøve det af. Du bliver helt sikkert positivt overrasket over de mange gaver, der følger med 🙂

Af hjertet tak fordi du tog dig tid til at læse med. Jeg håber af hele mit hjerte, at du fik en indsigt i, hvad mindfulness er. Måske har jeg endda kunnet inspirere dig så meget, at du nu gør dig overvejelser om, hvad mindfulness eventuelt kan give dig. Og hvor i dit liv det kunne få en positiv effekt.

Du kan måske også lide...