- “Alting er kaos”
- “Mit liv er gået i stå”
- “Jeg føler mig fastlåst”
- “Jeg føler mig utilstrækkelig”
- “Jeg ved ikke, hvordan jeg kommer videre”
Er det nogle sætninger, du kan nikke genkendende til? Hvis ja, så læs med her. Der er håb forude.
Alting bevæger sig mod kaos
De fleste prøver – på et eller andet tidspunkt i livet – at have en følelse af, at de er fuldstændig fastlåste og nærmest drukner i sit eget kaos. Regninger der er svære at betale, en partner der brokker sig uafbrudt, 300 usorterede emails i indbakken, maskiner der går i stykker, et kedeligt job, uoverskuelige rodebunker… og en brugt, træt og smertende krop der simpelthen ikke orker mere p*s.
Nogen ender i offerrollen: “jeg er altid så uheldig”, “det er [indsæt selv navn eller ord]’s skyld”, “hvorfor er der ingen, der hjælper mig?” osv. Mit gæt er, at du ikke tilhører denne gruppe, for hvis du følte dig som et komplet offer, ville du slet ikke læse denne artikel. Har jeg ret?
Andre ender med, at tage ansvaret på sig selv – og det er som udgangspunkt, det helt rigtige at gøre. Det er dog yderst vigtig, at du forstår, at selvom du har ansvaret for dit eget liv – og dermed dit livs kaos – så er der ikke noget galt med dig. Du er hverken dum, uduelig, utilstrækkelig eller hvad du end fortæller dig selv på en dårlig dag. Eller måske endda på daglig basis.
Sagen er, at du konstant arbejder imod en meget kraftfuld, universel lov. Og nej, her taler jeg ikke om noget abstrakt eller spirituelt – jeg taler om videnskab. Denne universelle lov siger: alting bevæger sig mod kaos. Det er nok ikke dét, du har brug for at høre lige nu, men jeg håber, du hænger ved til slutningen, for jeg har selvfølgelig en løsning til dig, men først: hvordan fungerer denne lov i praksis?
Loven siger altså, at alting bevæger sig mod kaos. Alting. Hele tiden. Hvis du bruger lidt tid på, at reflektere over denne lov, så vil du kunne finde masser af beviser fra dit eget liv. Tænk på et parforhold, et venskab, en krop, en have, et hus, en fødevare i køleskabet, en computer… hvis ingen tager hånd om det, så bevæger det sig helt automatisk mod kaos. Med andre ord: hvis noget ikke skal ende i totalt kaos, skal der være nogen, der tager hånd om det. Regelmæssigt.
Det betyder også, at ingen eller intet på noget tidspunkt ‘går i stå’ eller ‘sidder fast’, selvom det måske kan føles sådan. Det er meget vigtigt, at du husker dette – særligt hvis du er en udsætter eller overspringshandler – for der er altså ikke noget, der bare lige ‘holder pause’ gennem længere tid. Det bliver kun værre / sværere / mere uoverskueligt, at få styr på det, for hver dag der går.
Der findes kun én slags ‘pauseknap’
Hvis der på nuværende tidspunkt er kaos i stort set alle områder af dit liv, så ville det være både strengt og urealistisk, at forlange af dig selv, at få styr på det hele på én gang. Ergo må noget af det ‘sættes på pause’, imens du fokuserer på det vigtigste først. Men: som sagt, er der jo ikke noget, der kan ‘sættes på pause’, uden at bevæge sig mod (yderligere) kaos, så det lyder som en umulig opgave?
Den gode nyhed er, at der faktisk findes en form for ‘pauseknap’ – den fungerer desværre bare ikke, som en udsætter, overspringshandler eller udbrændt person nok ville ønske. Denne ‘pauseknap’ fungerer således, at du skal finde balancepunktet, hvor du lige præcis modarbejder dit kaos nok til, at det i det mindste ikke bliver værre.
Det kan f.eks. være, at du har taget alt for meget på i de senere år, men ikke har overskud til, at tabe dig lige nu. En ‘pauseknap’ ville i dette tilfælde handle om, at undgå ‘pyt-hvad-er-5-kg-mere-fælden’ og gøre lige præcis nok til, at du ikke tager yderligere på. Dette princip kan bruges i ethvert område af dit liv.
Sæt dit kaos i system
Jeg hører indimellem livsstils-coaches sige, at hvis du ikke er kommet videre med dit mål i årevis, så betyder det åbenbart ikke nok for dig, og så kan du ligeså godt give slip på det. Acceptér, at det aldrig bliver til noget og find på noget andet. Og find fred med dét.
Jeg er ikke enig. Det kan være sandt i nogle tilfælde, men generelt tror jeg snarere, at det handler om, at der simpelthen er så meget kaos, at man er overvældet og derfor er ‘gået i stå’ (selvom man reelt ikke kan ‘gå i stå’). Får man først hul på bylden og fjernet følelsen af overvældethed, så begynder snebolden at rulle – og så er der (med tiden) nærmest ingen grænser for, hvilke mål man kan opnå.
Med hjælp fra ‘pauseknappen’ og et par andre tricks skal vi altså først og fremmest have fjernet din overvældethed:
1. Find en kuglepen og en papirblok.
2. Skriv nu alt dit kaos ned i sætninger. Alt det der bekymrer dig. Alt det der irriterer dig. Alt det du har påbegyndt, men ikke færdiggjort. Osv. Det kunne f.eks. se sådan ud:
– Jeg vejer alt for meget
– Jeg mister følgere på min Instagram business profil
– Jeg har ikke råd til at skifte de rådne vinduer i køkkenet
– Min mand kritiserer mig hele tiden
– Entréen er ikke malet færdig
– Jeg skylder min lillebror 15.000 kr.
– Jeg bruger for meget tid på Netflix
– Osv.
3. Bliv ved, indtil din hjerne ikke kan diske op med mere. Flot arbejde! Tag en dyb indånding og skimt siden (siderne?) igennem. Er der noget at sige til, at du er overvældet?
Det, du skal vide, er, at din hjerne i øjeblikket arbejder i døgndrift på, at finde en løsning på hver eneste sætning, du har skrevet ned. Bevidst og ubevidst. Både når du er vågen og når du sover. Og det kan den ikke lade være med, for den ser det som sit fineste formål, at finde løsninger og lave gode ‘afslutninger’ på alt.
Da du ikke kan løse alt nu og her, må vi derfor snyde din hjerne til at tro, at der er styr på det hele, så du får mere ro i sindet:
4. Du skal nu overføre alt dit kaos til et nyt stykke papir (eller flere stykker papir), hvor du opdeler dem i følgende tre kategorier: ‘Kan jeg løse hurtigt’, ‘Har jeg overskud til at arbejde på’ og ‘Skal sættes på pause’. Pas på, at du ikke overvurderer, hvor meget du kan overskue.
5. Når du er tilfreds med opdelingen, er det tid til, at lave nye aftaler med dig selv. Alt hvad der er i kategorien ‘Kan jeg løse hurtigt’, skriver du ned på en to-do liste eller på specifikke datoer i din kalender.
Alt hvad der er i kategorien ‘Har jeg overskud til at arbejde på’, laver du en specifik (men meget overkommelig) plan for. Det kan f.eks. være, at du vil bruge 1 time hver tirsdag og torsdag aften på et større oprydningsprojekt i garagen. Skriv det i din kalender.
Alt hvad der er i kategorien ‘Skal sættes på pause’, laver du en aftale med dig selv om, at det under ingen omstændigheder må blive værre – hvad er balancepunktet? Det kan f.eks. være, at du har mange ufærdige projekter, så du derfor lover dig selv, at du i det mindste ikke starter på flere projekter. Eller at du har meget rod i hjemmet, og derfor lover dig selv, at du starter på en hurtig, daglig oprydnings-rutine, så nyt rod forebygges.
Mere overskud og indre ro
Når du har lavet ovenstående opgaver, kan din hjerne bedre falde til ro. Du har vist den, at der er styr på det og at den ikke behøver, at kredse om, at finde løsninger til dig døgnet rundt. Og det vil den blive ved med at føle – hvis du altså overholder de aftaler, du har lavet med dig selv.
Det næste stykke tid vil du let og elegant, få fjernet alt det, der kan løses hurtigt. Hvis der kommer nyt til – det gør der jo nok – så skriv det ned på din to-do liste eller i din kalender med det samme. Så undgår du, at det hober sig op i hovedet.
Arbejd dig stille og roligt igennem de projekter, som du har valgt, at have fokus på lige nu. Følg din (overkommelige) plan. En time her og en time der løber op og på et tidspunkt har det nået et niveau, hvor det ikke længere er rent kaos. Når du har tid og overskud til det, kan du trække et nyt projekt ind, som tidligere har været på pause.
Du vil opleve, at jo mere du løser, desto mere energi, motivation og selvtillid får du. Det betyder også, at du kommer ind i en opadgående spiral, hvor du får mere og mere overskud, og efterhånden kan klare mere ad gangen.
En advarsel til de utålmodige
Hvis man har det rigtig skidt, er det helt naturligt, at man gerne vil have løst det hele på den halve tid. Man kan slet ikke holde ud, at være i sit nuværende liv. Derfor bliver man tiltrukket af ‘fix-hele-dit-liv-nu’ projekter, hvor man nærmest med vold og tvang forsøger, at ændre alt på én gang. Det virker selvfølgelig ikke i længden.
Man kan meget nemt ende med, at bruge både måneder, år eller endda årtier på, at ‘bootcampe’ sig selv igen og igen og igen, uden nogensinde at komme videre. Faktisk er man ofte værre stillet bagefter (mentalt / fysisk / spirituelt / økonomisk) – alting bevæger sig mod kaos, som du ved.
Så gør dig selv en kæmpe tjeneste og følg den overskuelige plan ovenfor samt de aftaler, du har lavet med dig selv. Det tør jeg godt love dig, at du ikke vil fortryde. Om det tager 3, 6, 9 eller 12 måneder, før du føler, at dit kaos er elimineret, er slet ikke så vigtigt, som du måske tror og føler lige nu. Så snart du er i gang og bevæger dig væk fra kaos, vil du hurtigt få det meget bedre. Jeg taler om dage eller få uger! 🙂