De fleste af os kender nok følelsen af, at indeholde mere end én ‘person’. Når vi f.eks. siger “jeg er simpelthen så træt af mig selv”, hvad er det så egentlig for et ‘jeg’, der er træt af ‘mig’? Eller når vi diskuterer med os selv om, hvorvidt vi skal gøre noget eller ej, ‘hvem’ er det så egentlig, der diskuterer med ‘hvem’?
Svaret er, at det ganske enkelt er dit højere selv og dit ego, der er på spil. Dit højere selv er din essens/sjæl og dit ego er den såkaldte ‘identitet’, du har stykket sammen gennem livet via forældre, bedsteforældre, søskende, lærere, venner, kolleger osv. – ja, samfundet og tidsånden i det hele taget.
Dit ego er ikke ‘dig’, men blot en samling af (måske ubevidste) vaner, overbevisninger, kassetænkning og reaktionsmønstre, der forsøger, at styre dit liv på autopilot. Jo mindre bevidst du er, desto stærkere står dit ego. Og jo stærkere dit ego står, desto sværere er det, at få kontakt til dit højere selv og trække på dets visdom, hvor alle svarene findes.
Egoet skaber forvirring og frygt
Et af egoets foretrukne strategier til at holde dig fastlåst, er: forvirring. Så længe du er forvirret, så handler du nemlig ikke, men venter i stedet på, at finde ‘det rigtige svar’. Har du eksempelvis lagt mærke til, hvor mange mennesker der har givet helt op i forhold til, at spise sundt? Når selv eksperterne og videnskaben ikke kan blive enige om, hvorvidt vi skal spise vegansk kost, stenalderkost, middelhavskost, low carb eller low fat osv… så kan vi vel ligeså godt bare fylde os med en masse sukker og junkfood, indtil de finder frem til den gyldne sandhed. Eller hvad?
I virkeligheden giver det jo ingen mening, at lade stå til på den måde, men egoet skal nok sørge for, at det giver rigtig ‘god mening’, så du kan blive nøjagtigt, hvor du er. Egoets eneste ønske er nemlig, at du bevarer din såkaldte ‘identitet’, for det er her, egoet lever. Og hvis du rokker ved din ‘identitet’, så truer du egoets eksistens.
Du kan prøve, at tænke lidt over alle de områder af dit liv, hvor du føler dig forvirret og kronisk leder efter svar udenfor dig selv. Det kan f.eks. være i forhold til din karriere, dit helbred, dit parforhold eller noget helt fjerde. På alle de områder hvor du føler dig forvirret, kan du godt regne med, at dit ego er på spil – og du kan også godt regne med, at svaret altid kan findes hos dit højere selv og altså ikke et sted ‘derude’.
Et andet af egoets foretrukne strategier, er: frygt. Så længe du er usikker, utryg eller bange, har du nemlig ikke lyst til, at handle. Igen handler det for egoet om, at sørge for, at du bliver nøjagtigt, hvor du er. Tænk blot på alle de gange, hvor du har haft en drøm, et mål eller blot en indskydelse om noget, der kunne være super interessant, sjovt eller lærerigt opnå/opleve – for derefter at blive skudt fuldstændigt ned af en indre stemme, der fortæller dig, hvorfor det er 100% umuligt for lige netop dig.
Få kontakt til dit højere selv
Du kan ikke afskaffe dit ego fuldstændigt, og det er faktisk heller ikke meningen. Du har brug for dit ego, da det er egoet, der kører dig på autopilot, når du ikke selv er ’til stede’. Et klassisk eksempel er, når du kører i bil. Hvis du har kørt en tur fra A til B, imens du snakkede med andre, du havde med i bilen, ‘hvem’ kørte så bilen? Det gjorde dit ego. Du kan sandsynligvis ikke engang huske det meste af turen, og hvad du gjorde med dine hænder og fødder undervejs. Du husker sandsynligvis mest samtalerne samt dine egne tanker og indre billeder.
Det var noget helt andet, da du lige havde fået kørekort, ikke? Der var du virkelig ’til stede’, og måtte tænke over hver eneste detalje. Dit ego har altså en praktisk funktion, som du ikke vil være foruden – det er blot vigtigt, at dit ego ikke tager over og smider dig på autopilot på de områder i livet, hvor du ønsker, at der skal ske noget helt andet.
Så langt, så godt. Nu er spørgsmålet så, hvordan får du kontakt til dit højere selv? Og hvordan kan du vide, om det er dit ego eller dit højere selv, der ‘snakker’ til dig? Hvis du f.eks. får en tanke om, at du absolut må på et yoga retreat på Bali, er det så dit ego eller dit højere selv, der vil afsted?
I virkeligheden er det meget simpelt. Selvom de begge er inde i dig og har den samme stemme – nemlig din egen velkendte stemme – så er måden de kommunikerer på meget forskellige:
Dit ego
Egoet er optaget af, at bevare din ‘identitet’ og være et selvstændigt/afgrænset individ. Det er konkurrencepræget, vil gerne ‘tage sig godt ud’, frygter kritik og bruger sammenligning som målestok for ‘succes’. Egoet har en meget tung og begrænsende energi, der er meget fokuseret på det fysiske plan, hvor alting handler om disciplin, pligter, viljestyrke og hårdt arbejde. Tid, energi og/eller penge er ofte en stopklods. Egoet er meget optaget af fortiden (skyld og skam) og/eller fremtiden (frygt og bekymringer), og baserer ofte sine handlinger på disse følelser.
Dit højere selv
Dit højere selv er optaget af, at udleve din essens og blive ét med den større helhed. Det ønsker, at bidrage til verden, være en brik i det universelle puslespil og føle sig forbundet (til mennesker, dyr, naturen, verden, universet). Dit højere selv har en meget let, ubegrænset, kreativ og kærlig energi, der kommer direkte fra det spirituelle plan, hvor det mest af alt handler om leg og livsglæde. Dit højere selv er til stedet i nuet og handler intuitivt.
Kan du mærke forskellen bare ved, at læse de to forskellige beskrivelser? Der er stor forskel på, hvordan de ‘føles i kroppen’, ikke?
Annonce
🪄 Alt til din spirituelle rejse
✨Bøger om det alternative >>>
✨Tarotkort & englekort >>>
✨Sten & krystaller >>>
✨Smykker med mening >>>
✨Dametøj med gode energier >>>
Øjeblikkelig eller langtrukken kommunikation
Udover at dit ego og dit højere selv opererer på to vidt forskellige frekvenser, som du kan mærke i kroppen, så har de også forskellig ‘hastighed’. Dit højere selv er meget hurtig i sin kommunikation, ofte øjeblikkelig, imens dit ego kræver mere tid til, at ‘lave historier’ og ‘gode forklaringer’.
Netop derfor er det dit højere selv, der er først på banen, hvis du f.eks. trækker et tarotkort, laver mindfulness øvelser, spørger universet til råds eller lignende. Udfordringen kan være, at et svar fra dit højere selv måske kun varer nogle ganske få sekunder, hvorefter egoet tager over og disker op med alt muligt. Det betyder i praksis, at du virkelig skal være vågen, og tage de første indskydelser til dig (visdom fra dit højere selv) – og simpelthen lære at ignorere resten (egoet).
Det er i øvrigt meget vigtigt at understrege, at egoet ikke altid er ‘negativt’, og at det højere selv ikke altid er ‘positivt’. Det kan f.eks. være, at du prøver at mærke efter, om du har det rette job lige nu. Ved den første indskydelse (dit højere selv), får du måske en ubehagelig følelse i maven. Derefter tager dit ego over, og kommer med en masse ‘positive’ forklaringer på, hvorfor det er en god idé, at blive (reelt baseret på frygt).
At handle intuitivt
Egoet hader handling, der strider imod din sædvanlige ‘identitet’. Lige præcis derfor, er det vigtigt, at du handler på dit højere selvs visdom. Gerne med det samme. Egoet vil forsøge, at overbevise dig om, at du skal lade helt være eller i det mindste vente. Skal du ikke først have lavet en detaljeret plan? Skal du ikke lige indsamle noget mere viden? Er det ikke bedre, at vente til næste år? Nej, nej og nej.
Dit højere selv har helt styr på det. Det kender altid det næste rigtige skridt, og hvis du blot tager dét, så kan du hvile trygt i visheden om, at der automatisk kommer et nyt skridt, du kan tage. Og et nyt. Stille og roligt. Dit højere selv vil aldrig bringe dig i fare eller kaste dig ud i uoverskuelige konsekvenser (som egoet frygter). Det behøver ikke at være ‘logisk’, og du behøver ikke, at kende hele vejen på forhånd. Visdommen fra dit højere selv er langt større, end egoet nogensinde vil kunne forstå eller regne ud.